Hillerup Livsforandring

Her kan du læse eventyret Rødkålshovet Lilla
og Kvinden der ville tabe sig.

Jeg afslører ikke for meget ved at fortælle,
at det er fra min egen rejse mod vægttab
og stabil vægt.

Et af de første skridt i den rigtige retning.

Men også en rejse der tog alt for mange
år, hvor jeg kunne have haft gavn af
en på sidelinjen.

Rødkålshovedet Lilla og kvinden der gerne ville tabe sig.

Der var en gang – ja sådan begynder alle eventyr.
Og for ca. 10 år siden, mødte kvinden der ville tabe sig tilfældigt rødkålshovedet Lilla henne i Super Brugsen. Det er blevet til et langt og varmt venskab.
Kvinden havde nemlig tendens til at købe ind med ”hovedet under armen” – altså hendes eget hoved. Så det var ikke spor planlagt, at det lige blev den december, der skulle rykkes på traditioner. Og da først hun lærte Lilla at kende, så blev det virkelig til den “søde juletid”.

Det havde altid været svært.

Der var engang for meget længe siden en kvinde, og det er så mig, som var rigtig træt af hele tiden at skulle bøvle med vægten. Hun havde vel nærmest det, man kalder for yoyovægt.
Hun havde gjort mange forsøg på at tabe sig og med forskelligt udfald. Den ene kur havde afløst den anden, men det at holde fast lykkedes ikke. Jo en gang imellem kunne det gode resultat holde i nogen tid, men langsomt steg vægten igen, og nogle gange til mere end udgangspunktet.

Ofte var det sådan, at efter jul, var hun sikker på, at vægten ville være øget med 3 til 4 kilo. Men så var det heldigvis januar og en ny kur kunne begynde. Det virkede bare ikke altid, og til sidst gav hun op på de der slankekure i januar. Det var som om det ikke virkede, og så var det ikke besværet værd. Hun havde også prøvet det med at tabe sig op til jul – for lige at give plads til de der julekilo – men resultatet på den lange bane blev, at de der kilo blev til flere og flere.

Den december skete der noget nyt.

For ca. 10 år siden, var det igen blevet december, og der skulle løbende handles ind. Traditionen tro skulle der handles alle de bestemte julevarer, som der altid skulle være tilgængelige i december.
Og det var denne december, hvor hun mødte rødkålshovedet Lilla henne i Super Brugsen, og der blev vendt op ned på det med indkøb og mad i december.

Det var en helt almindelig lidt råkold december dag, hvor der igen skulle handles lidt ind til den forestående højtid. Kvinden kunne godt lide at få købt ind i god tid. Så meget som muligt af det, der let kunne holde helt til jul.
Ved grøntsagsafdelingen, kom hun i tanke om, at det jo var i år hun ville lave sin rødkål selv. Ikke noget med bare at købe den færdiglavede på glas. Nej nu skulle familien forkæles med hjemmelavet rødkål.

Rødkålshoveder var der masser af, og hun valgte selvfølgelig det allerstørste, for de kostede det samme. I opskriften, hun tidligere havde kigget på, stod der også noget med eddike og sukker, men det var allerede i hus.

Ret tilfreds kørte hun hjem med det store rødkålshoved. Straks inde for døren, blev opskriften fundet frem. Nu skulle det da lige prøves af.
Men åh nej. Hun blev snart klar over, der var rødkål til flere juleaftner. Hun kiggede en ekstra gang på opskriften til den hjemmelavede syltede rødkål, og ganske rigtigt, et kvart rødkål var nok, til at øve sig på. Og et kvart mere til selve juleaften, var nok til deres forbrug.

Så der stod hun med et halvt rødkålshoved tilbage – hvad nu.

Et par dage efter fik hun nævnt sit fejlindkøb for en kollega. Tænk at stå med så meget rødkål i overskud. Jamen rolig nu sagde kollegaen, du kan da bare lave en skål frisk rødkålssalat. Frisk rødkålssalat, sagde kvinden, jamen kan man da det og så til jul? Det måtte hun hjem og studere nærmere.

Nu skulle der eksperimenteres.

Det kunne nu kun gå for langsomt, med at finde opskrifter på de der rødkålssalater. Heldigvis ved Google jo alt. Og det gjorde Google faktisk også for 10 år siden.

Og det viste sig minsandten, at der lå utallige opskrifter med frisk rødkål som ingrediens. Der var virkelig meget at vælge imellem.
Så kvinden måtte spørge sig selv, hvorfor hun slet ikke var kommet på den tanke tidligere. Hun fandt frem til, at det havde der ikke været tradition i hendes familie. Rødkål havde altid været af den syltede slags, og stort set kun brugt til flæskesteg. Så tanken om at rødkål kunne bruges på en anden måde, havde simpelthen ikke strejfet hende.

Efter noget søgen faldt hun for opskriften, hvor der også indgik appelsin, æble, tørrede tranebær og nødder. Og hvis det skulle vise sig, at det her blev et hit, så lå der andre spændende opskrifter klar. Der kunne både tilsættes hjemmelavede dressinger, granatæblekerner, frisk timian, persille og meget andet. Som hun sagde til familien, ”kun fantasien sætter grænser”.

Det var tydeligt at de i deres stille sind håbede på, at kvinden ikke blev alt for fantasifuld. Det var ikke dem alle, der syntes, at det her rødkålseventyr skulle udvikle sig i den alt for sunde retning. Det var jo trods alt snart jul.

Første portion rødkålssalat skulle gøres klar til aftensmåltidet. Hensigten var at finde ud af, om det her overhovedet kunne spises på en juleaften og så til flæskestegen.

Nu skulle der snittes rødkål.

Der blev snittet ca. et kvart rødkålshoved. Uha det fyldte meget i salatskålen. Så den måtte byttes ud med en større. Så kom hun appelsin- og æbletern i og vendte det rundt. Saften fra appelsinen gjorde det godt, men hun vovede alligevel at dryppe med lidt æbleeddike. Det stod alligevel der bagerst i køleskabet, og kom sjældent i brug. Der kom også lige en smule sirup i, for at søde det lidt. Familien skulle jo gerne synes om hendes projekt. Med et drys af tranebær og hele hasselnøddekerner på toppen, var den klar til servering.

At den kødret, der skulle prøves kræfter med til den første gang friske rødkålssalat, blev en oksekødsfrikadelle med ost, var helt tilfældigt. Og den havde ikke rigtig noget med jul at gøre. Men kvinden tænkte, at det bare skulle afprøves, så hun vidste om det rødkålshoved kunne blive spist op.

”Værsågod”, råbte kvinden ude fra køkkenet. Og langsomt blev alle stole rundt om bordet fyldt op. Som altid skulle det lige siges en ekstra gang. Det var nærmest et ritual.
”Jamen spis nu bare”, sagde hun forventningsfuldt.

Der blev øst beskedent op til en start rundt om bordet, men kvinden fyldte sin tallerkenen halvt op med den friske salat.
Til alles store glæde, kunne det sagtens lade sig spise. Salaten blev rost, og man kunne næsten fornemme, hvordan at rødkålen solede sig i al den smiger. Nu var den ikke bare en lille slatten syltet klat på tallerkenen. Næh, nu var den opgraderet til at fylde det meste, også meget mere end kødet.

Det blev vendepunktet.

Det blev vendepunktet for julens måltider. For at spise sig igennem så meget frisk rødkålssalat med æble, appelsin, nødder og tranebær, det er slet ikke let. Der skulle tygges og tygges. Og alle sad mætte tilbage, uden at have rakt ud efter flere frikadeller.
Det måtte hun gerne gøre igen.
Kvinden fik nu også tanken, at lidt salat til frokost også kunne skære ned på sylte, sild og blodpølse. Noget af alt det som typisk hørte december måned til. Og således gik det til, at rødkålshovedet, som hun i sit stille sind havde døbt ”Lilla”, blev som en god veninde, der gerne ville hende det godt. Hun hyggede sig med at få sundt fyld på sin tallerken.

Hun kunne ikke lade være med at tænke, hvor meget traditioner egentlig betyder, for hvad vi spiser og hvornår. Det hun var vokset op med, sad så dybt i hende, at hun havde det lidt svært ved at skulle give slip. Selvom den friske salat smagte godt.

Selv juleknas indkøbet blev ændret.

Den samme følelse havde hun med hensyn til alt det søde. Konfekten og julesmåkagerne. Der var ting, der altid blev købt godt ind af. Man skulle jo nødig løbe tør før jul.
For eksempel skulle der altid være lakridskonfekt og cognacbønner. Marcipankonfekt skulle helst være hjemmelavet. Sådan var det bare. Hos familien her havde de ikke tradition for, at der skulle bages mindst 5 slags småkager, og der dermed ville stå store julede metaldåser fyldt med fristelser hele julen. Men det kunne jo købes, og poserne kom med hjem jævnt hen ad vejen, for nu var det jo december.

Aftensmaden med den friske rødkålssalat var intet mindre end en succes. Kvinden havde følt sig mæt eller ikke sulten, som man skal nu til dags. Det var i de rigtige gamle dage, at det var vigtigt at gå mæt i seng. Nu til dags kan man med fordel nøjes med at spise, til man ikke er sulten længere. For de fleste af os, har jo adgang til mad hele tiden. Nå – men det vidste hun faktisk ikke noget om for 10 år siden.

Så med mæthedsfornemmelsen i behold, gav det kvinden håb om, at denne jul skulle det blive anderledes. Julekiloene ville få kamp til stregen. Tricket var nu at fylde så meget frisk salat på tallerkenen, at der ikke blev plads til ret meget flæskesteg, kartofler eller brun sovs. Og kunne hun på den måde drible uden om noget af den mad, der normalt ville sætte sig på sidebenene efter jul, var det værd at prøve af.

Masser af salater.

Salater blev nu fremstillet mere eller mindre avanceret. Og der gik nu ligefrem sport i at finde nye variationer. Rødkålshovedet Lilla var snart brugt helt op. Hun overvejede kort at levne en lille smule, for den hjemmelavede syltede rødkål, havde faktisk også været et hit. Familien var dog med på, at rødkålssalat i mindre julede udgaver, sagtens kunne komme på tale efter jul. Så der kom et rødkålshoved med på den sidste indkøbsliste til dagen før juleaften.

Der blev studeret andre varianter af salater, for at de ikke skulle nå at blive alt for trætte af rødkål. Og det går jo ofte således, at det man er opmærksom på, det er også det man ser. Ind fra højre, på internettet forstås, kom der pludselig en opskrift på hjemmelavet karrysalat. Det var jo også en tradition, til første og anden juledag. Og da ingen andre i familien var vilde med den spise, ja så endte det altid med, at hun måtte tømme bægeret med karrysalat selv. Og den hører jo til i den tunge kalorie ende. Så en karrysalat med bland andet æbler, æg og skyr skulle selvfølgelig også testes af.

Karrysalaten blev også et hit. Der var faktisk flere rundt om julebordet første juledag, der havde lyst til karrysalat. Og ingen opdagede, før kvinden sagde det, at frugtsalaten også var i en light udgave. Skyr eller andet lignende morgenmadsprodukt kan nemlig kamufleres med en smule vanillesukker. Og selv den med 10 % fedt, giver den traditionelle piskede flødeskum baghjul.

Jo der var i sandheden gået sport i salater. Nu skulle det blive spændende at se, om det så også resulterede i færre julekilo – eller måske slet ingen?

Blev det mon svært?

Julen blev ikke meget anderledes end normalt i det lille hjem. Der var slikskåle på bordet, og der duftede ”brunt og brændt” af flæskesteg og andebryst den 24. december.
Men der var en ting, som var forandret. Nemlig kvindes mindset, som det hedder i dag. Hun tænkte over, hvor meget hun spiste i juledagene. Ikke på nogen belastende måde. Bare mere bevidsthed om det enkelte måltid, og fokus på masser af salat, når det gav mening. Det var hun egentlig meget tilfreds med. Tænk hvis det kunne blive hendes nye hverdag.

Hun fik også sat en daglig gåtur på programmet. Der kunne sagtens klemmes en rask gåtur ind i tidsplanen alle juledagene, selvom der var så meget hun lige skulle nå. Det var nu helt naturligt at gøre mere af de gode ting for sig selv. Så det handlede i bund og grund om prioriteten, af de valg hun foretog sig.

Hvordan gik det så?

Da julen gik på hæld, og de sidste rester var spist, vovede hun sig på vægten. Et lille kilo var hun kommet sig.
Hun blev glad, men anede jo også en nytårsaften med gæster, masser af mad og mere vin end til daglig. Især det der vin, var noget af en ”partykiller”, når det kom til reducering af vægt. Og hun var ikke alene. Veninderne sagde det samme. Lidt ekstra vin, og vægten går op.

Derfor bestemte hun sig for ikke at lade sig gå på af den næste højtid. I stedet gik hun al in med salat og andet sundt i dagene op til, for så kun at slå sig løs på årets sidste dag. Gåturene blev lidt længere og cyklen kom frem, når der kun skulle handles lidt ind, og det ikke var for glat.
Strategien virkede. Hun stod på vægte den 2. januar og havde kun taget ét lille kilo på i alt.
Kvinden kunne jo nærmest ikke tro det.

Nu var håbet og lysten til at fortsætte for alvor tændt. Det gik også utrolig let i januar. Ikke noget med at vente på den rigtige mandag. Det ene kilo var hurtigt væk, skarpt forfulgt at to mere. For første gang i mange år, havde hun klaret julen uden julekilo.

Det blev en jul og januar hun sent ville glemme. Og det hele var begyndt med hendes møde med rødkålshovedet Lilla henne i Super Brugsen.

Nu håbede hun på, at det kunne blive ved, lige til hendes dages ende.